careeraid.dk/linkedin
Find potentielle arbejdsgivere med målrettet søgning Også kaldet boolean search
Med ordene AND, OR og NOT kan du styre din søgning, så kun de rette personer dukker op i resultatet.
Sådan virker ordene:
ANDBegge ord skal være med
Finder profiler, hvor alle ordene står. Brug det til at indsnævre fagligt.
"Head of Marketing" AND B2B
ORMindst ét af ordene skal være med
Finder profiler, hvor ét af ordene (eller begge) står. Brug det til synonymer eller varianter af samme titel.
afdelingsleder OR afdelingschef
NOTFjern det, du ikke vil have
Fjerner profiler, hvor ordet står. Brug det til at sortere brancher eller fagområder fra.
Sustainability NOT ESG
To tegn, der også hjælper:
- ( )
- Parenteser samler ord, der hører sammen. Så forstår LinkedIn, at AND gælder for begge titler.Fx: ("Head of QA" OR "Quality Manager") AND GMP
- " "
- Sæt almindelige, lige anførselstegn om titler med flere ord. Ellers læser LinkedIn dem som to separate ord.
("Head of Marketing" OR "Chief Marketing Officer") AND B2B NOT SaaS NOT E-commerce
Søg også på den titel, du selv gerne vil have
Så kan du se, hvor personer med din ønskede profil allerede arbejder.
Søg mere præcist med titler, søgeord og filtre
Jo flere relevante filtre du bruger, desto mere præcise bliver dine søgeresultater.
Start evt. med en titel, som du tror har ansvaret for at ansætte en som dig. Tilføj derefter 2-3 faglige søgeord, der indsnævrer søgningen.
Eksempler på søgninger, du kan kopiere
("Head of Sustainability" OR "Sustainability Manager") AND "supply chain" NOT ESG
("Head of QA" OR "Quality Manager") AND GMP NOT "food safety"
("Digitaliseringschef" OR "Udviklingschef" OR "Proceschef") AND kommune NOT IT-support
("personaleansvar" OR "people management" OR "team leadership")
Leder du fx efter bæredygtighed bredere end ESG-rapportering, kan Sustainability NOT ESG hjælpe dig med at finde andre typer profiler.
Brug LinkedIns filtre bagefter
Når du har en søgning, så gør den mere relevant med filtrene. Filtrér fx på:
- Personer i stedet for opslag
- Beliggenhed, fx København eller Region Midtjylland
- Branche, hvis du søger mod et bestemt område
- Virksomhed, hvis du har en liste med relevante arbejdspladser
En god søgning er sjældent perfekt første gang. Justér ordene, når du ser, hvilke profiler der dukker op.
Brug søgeresultaterne som research
Søgningen er ikke kun til at finde personer, du kan kontakte. Den hjælper dig også med at forstå dit arbejdsmarked. Læg mærke til:
- hvilke titler der går igen
- hvilke kompetencer folk fremhæver
- hvilke virksomheder der dukker op flere gange
Opret forbindelse til arbejdsgiverne
Når du har fundet en relevant person, kan du oprette forbindelse og tilføje en bemærkning. Den første besked skal have lav friktion: nem at læse, nem at forstå og nem at sige ja til.
Med Premium har du 300 tegn til bemærkningen. Du får sjældent brug for dem alle.
Fire skabeloner, du kan kopiere
Erstat de markerede ord med dine egne, før du sender.
Hej [navn],
Jeg kan se, at du arbejder med [felt/område], som jeg selv er meget optaget af og pt. søger nye jobmuligheder inden for. I den forbindelse er jeg ved at udvide mit netværk med spændende mennesker, og håber, at vi måske kan få gavn af hinanden i fremtiden 😊
Dbh
Hej [navn],
Jeg har hørt et rygte om, at det potentielt kan være karrierefremmende at netværke med de dygtigste ledere i sit felt. Så i den ånd er jeg gået i gang med at udvide mit netværk og håber at få dig med i det 😁
Dbh
Hej [navn],
Jeg er på vej mod mit næste skridt inden for [branche], og en del af det er at opbygge et stærkere netværk omkring de virksomheder og ledere, jeg gerne vil arbejde med. Du er helt klart i den kategori, så jeg vil meget gerne connecte.
Dbh
Hej [navn],
Efter sigende er det en elendig strategi at vente med at opbygge sit netværk, til man har brug for det. Så mens jeg undersøger mit næste karrieretræk, prøver jeg den fornuftige tilgang og connecter med interessante folk inden for [branche]. Du virker som et godt sted at starte.
Dbh
Du behøver ikke skrive dit navn til sidst. Det står allerede på din LinkedIn-profil.
En mere direkte besked kræver mere af modtageren
Hej [navn],
Jeg kan se, at du arbejder med [område] hos [virksomhed]. Jeg søger selv i retning af [rolle] og prøver at blive klogere på, hvordan feltet ser ud i praksis. Har du tid til en kort snak?
Den får måske et godt svar. Men den beder modtageren om at finde tid, før de ved noget om dig. Og den samme dør åbner sig for mindre: Opret forbindelse først, og lad spørgsmålet komme bagefter.
Følg kun op, hvis du har et konkret spørgsmål, du er nysgerrig på
Tak for forbindelsen.
Jeg synes, din profil ser spændende ud, og jeg vil meget gerne høre mere om din karrierevej og dine erfaringer fra branchen.
Har du tid til en kort snak en dag?
Hvorfor? Den lyder venlig, men er svær at svare på. Modtageren skal finde tid, forstå hvad du egentlig vil tale om, vurdere om samtalen er relevant og fortælle bredt om sin karriere og branche. Det er meget at bede om fra en, du lige har oprettet forbindelse til.
Gør i stedet spørgsmålet konkret
Tak for forbindelsen.
Jeg kan se, at I arbejder med [konkret emne]. Er det rigtigt forstået, at I bruger [værktøj/metode/tilgang] til [opgave]?
Jeg spørger, fordi jeg selv er ved at orientere mig mod roller, hvor [konkret kobling, fx "data bruges aktivt i beslutninger" eller "den slags processer er centrale"].
Tak for forbindelsen.
Jeg blev nysgerrig på jeres arbejde med [konkret emne].
Hvordan arbejder I typisk med det i praksis?
Det gode spørgsmål er konkret nok til, at modtageren hurtigt kan svare, og relevant nok til, at svaret gør dig klogere.
Har du ikke et konkret spørgsmål, behøver du ikke skrive igen. Forbindelsen er stadig værdifuld.
LinkedIn virker bedst, når de rigtige ser dig flere gange
- Første gangser de dig måske, når du sender en invitation.
- Næste gangser de en faglig kommentar fra dig.
- Senereser de et opslag, hvor du fortæller, at du søger job inden for [felt]. Måske ser de også, at tidligere kolleger og studiekammerater bakker dig op i kommentarerne.
- En dag søger du en stilling i deres afdelingog er ikke et ukendt navn. De har set dig før og forbinder dig allerede med et felt, en retning eller en type opgave.
Del et opslag, når din profil og dit netværk er klar
Et opslag virker bedst, når to ting er på plads:
- Din profil viser tydeligt, hvad du søger.
- Du har fået relevante personer ind i dit netværk.
Så giver opslaget mere mening, fordi dem, der ser det, lettere kan forstå og hjælpe.
Et godt jobsøgningsopslag siger ikke bare "Jeg søger job". Det gør det nemt for andre at hjælpe dig. Skriv konkret:
- hvilken type opgaver du søger
- hvilke kompetencer du gerne vil bruge
- hvilke brancher eller organisationer du er nysgerrig på
- hvordan netværket kan hjælpe
Jeg søger en ny rolle som [rolle], gerne et sted hvor [konkret miljø eller problem, fx "der sker mange ting på én gang, og nogen skal få det hele til at hænge sammen"].
De sidste [periode] har jeg [hvad du faktisk lavede] i [type arbejdsplads]. Det, jeg er særligt god til, er [en konkret opgave, ikke et tillægsord, fx "at få øje på de små ting, der vælter store ting"], for eksempel [ét konkret eksempel på det].
Jeg er især interesseret i [typer af organisationer eller teams], hvor [det, der gør arbejdet vigtigt for dig].
Kender du et team eller en virksomhed, der har brug for en, som kan [det problem du løser, i almindelige ord], må du meget gerne tagge dem eller sende det videre.
Giver du ikke netværket nok kontekst, gætter de ikke. De glemmer dig
Folk har ikke tid eller energi til at fortolke et vagt opslag. De scroller videre, og næste gang en mulighed dukker op, er du ikke en af dem, de tænker på.
Efter mange spændende år som koordinator søger jeg nu nye udfordringer.
Jeg er en struktureret og detaljeorienteret profil med stærke samarbejdsevner og blik for både opgaven og menneskene omkring den. Jeg trives i en travl hverdag, hvor jeg kan bidrage med både overblik og engagement.
Jeg er åben for spændende muligheder inden for koordinering, projektledelse eller administration. Hvis du kender til relevante stillinger, hører jeg meget gerne fra dig.
"Struktureret, detaljeorienteret, samarbejdsvillig" er en forudsætning for at være koordinator. Det er som at sælge sig selv på, at man møder op på arbejde. Læseren får intet at gribe fat i. Og de tre fag til sidst gør netværket usikker på, hvad de skal tænke på dig som.
Jeg søger nye muligheder som koordinator, gerne i organisationer, hvor mange ting sker samtidig, og hvor nogen skal sørge for, at det hele hænger sammen.
Jeg har de sidste fire år koordineret projekter på tværs af afdelinger i en større fond. Det, jeg er bedst til, er at få overblik over de små ting, som ofte vælter store ting: deadlines der ikke matcher, beslutninger der ikke er kommunikeret videre, dokumenter der ligger to forskellige steder.
Jeg ved godt, at projektfolk ofte har ry for at springe videre i utide, men jeg trives faktisk bedst, når jeg får lov at blive i en organisation længe nok til at se mine egne ændringer virke. Det er for mig en del af håndværket.
Jeg er nysgerrig på arbejdspladser, hvor der er travlt, men også plads til at lave tingene ordentligt. Gerne kommuner, fonde eller kulturinstitutioner.
Kender du et sted, der mangler en koordinator, der gerne tager fat på det rod, andre helst vil undgå, må du meget gerne kommentere eller tagge.
Bonus: En tidligere chef sagde engang, at jeg er "den, der får et team til at fungere, uden at nogen lægger mærke til det". Jeg tager det som et kompliment.
Netværket forstår bedre, hvad du vil, hvilke opgaver du søger, og hvornår de skal tænke på dig.
Når tidligere kolleger, studiekammerater eller venner kommenterer eller deler dit opslag, skaber det synlig opbakning. Det gør det lettere for nye kontakter at se, at du er en relevant person at hjælpe videre.
Følg op på dem, der besøger din profil
Når du er aktiv med opslag, kommentarer og søgninger, skaber det også trafik den anden vej. Især funktionen "Se hvem der har besøgt din profil" giver en oplagt anledning til at tage kontakt:
Hej [navn], jeg kan se, at du har været inde og kigge på min profil, måske i forbindelse med at jeg søger arbejde. Uanset hvad vil jeg meget gerne connecte her på LinkedIn.
Dbh
Den slags besked har lav friktion, fordi du ved, at de allerede har vist interesse. Brug altid "Opret forbindelse" frem for InMail. En invitation er venligere end at insistere på en samtale.
Tjek dit opslag, før du trykker "Slå op"
Et godt opslag kan nå langt og åbne døre, du ikke kunne forudse, men kun hvis tonen er rigtig. Folk deler sjældent af sympati. De gør det, fordi det også klæder dem selv at sende en god profil videre, og fordi opslaget udstråler overskud og lyst til det, der venter. Alle vil gerne have den bedste med på holdet, og dit opslag er din chance for at vise dig i den retning.
Sådan gør du
- Giv folk lyst til at bakke dig opFolk engagerer sig lettere, når du fremstår positiv, tydelig og rar at sende videre. Virker opslaget bittert, uklart eller presset, tøver de, selv hvis de gerne vil dig.
- Gør det let at hjælpe digSkriv konkret, hvad du beder om: kommentere, dele, tagge eller skrive direkte. En klar opfordring gør det mere sandsynligt, at folk faktisk gør noget.
- Vær konkret om, hvor du passer ind, og hvorforNævn 2-3 typer roller eller opgaver, og fortæl kort, hvad der binder dem sammen for dig. Når netværket kan se logikken, tør de tagge eller dele dig videre.
- Brug genkendelsenEt billede af dig selv kan få folk til at stoppe i feedet og tænke: "Hov, dig kender jeg." Det kan være nok til, at de læser første linje. Husk: Personligt virker bedst, når det stadig peger på et fagligt match.
- Bed venner og kolleger om at hjælpe i gangDet første like og den første kommentar er sværest at få. Beder du selv 2-3 personer om at engagere sig, bliver det lettere for alle andre.
- Vis, hvornår andre bruger digFormuleringer som "jeg bliver typisk kaldt på, når …" eller "jeg er den, der …" viser, at dine kompetencer allerede har værdi i praksis. Så ser læseren dig som en løsning, ikke kun som en ansøger.
Det får folk til at tøve
- Når afslag definerer digNævner du 80 ansøgninger eller fire afslag, overlader du vurderingen af dig til konkurrencen. Læseren tænker i værste fald: "Hvad ved de, som jeg ikke ved?"
- Skriv ikke som offer for situationenBebrejdelser udadtil ("hvorfor svarer virksomheder ikke?") eller indadtil flytter fokus fra det, du tilbyder, til det, du mangler.
- Spred dig ikke for bredt uden rød trådLister du tre vidt forskellige roller uden at forklare sammenhængen, bliver netværket i tvivl. Folk kan først sende dig videre, når de selv forstår logikken.
- Lyd ikke desperatSkriver du "jeg tager hvad som helst", lyder det ikke som fleksibilitet. Det kan få en arbejdsgiver til at tænke, at du kun bliver, indtil noget bedre dukker op.
Spørg dig selv: Skaber opslaget god energi og noget at heppe på, eller er det en klagesang i forklædning? Er du i tvivl, så lad det ligge til i morgen, og læs det igen.
Gør din profil tydelig nok til, at metoden virker
Når du opretter forbindelse til nye mennesker, klikker mange på din profil, før de accepterer eller svarer. Tænk over, hvem den taler til. Den læses typisk af tre grupper:
Potentielle arbejdsgivere
De vil vide, hvad du kan bidrage med hos dem.
Dit netværk
De skal kunne tænke på dig, når de hører om en mulighed.
Folk i din branche
Faglige interessenter, du gerne vil være synlig for.
De har forskellige behov, men alle skal hurtigt kunne placere dig: hvad du kan, hvor du vil hen, og hvad arbejdspladsen får ud af at have dig.
- hvilken rolle du søger
- hvilke opgaver du vil tættere på
- hvad du bidrager med
- hvilken geografi, fleksibilitet eller senioritet der er relevant
Står der kun "jobsøgende", "cand.mag." eller "søger nye udfordringer", skal de besøgende gætte sig til resten. Og risikoen for, at de gætter forkert, er større, end du tror.
Ret først din overskrift
Din LinkedIn-overskrift skal ikke bare være din uddannelse eller tidligere titel. Den skal pege fremad.
-
FørCand.scient. i biologiBedreBiolog | Miljødata, analyse og formidling | Hjælper kommuner og styrelser med at omsætte data til konkrete forvaltningsbeslutninger
-
FørCand.scient.soc. i socialvidenskabBedreAnalytiker | Kvantitative analyser, registerdata og evaluering | Skaber bedre indsatser for ledige gennem data
-
FørCand.comm. i kommunikationBedreKommunikationsprofil | Intern kommunikation og forandringskommunikation | Skaber tryghed, retning og overblik, når beslutninger skal forstås og bruges i hverdagen
-
FørProjektkoordinator søger nye udfordringerBedreProjektkoordinator | Proceskortlægning, implementering og interessenthåndtering | Forankrer nye arbejdsgange i sundhedsprojekter, så de holder i praksis
En god overskrift hjælper andre med at placere dig. Den gør det tydeligt, hvilke muligheder, personer og opgaver du gerne vil forbindes med.
Ret derefter din om-sektion
Brug om-sektionen til at vise, hvad du kan, hvor du gerne vil hen, og hvad arbejdspladsen får ud af at have dig.
Jeg søger roller inden for [felt/branche], hvor jeg kan arbejde med [opgavetype 1], [opgavetype 2] og [opgavetype 3].
Min erfaring kommer fra [uddannelse/job/projekter], hvor jeg især har arbejdet med [konkret metode, emne eller værktøj].
Det, jeg typisk bidrager med, er [konkret værdi eller resultat for arbejdspladsen, fx "hurtigere beslutningsgrundlag", "klarere kommunikation til medarbejdere", "stærkere dataanvendelse i projekter"].
Særligt nysgerrig er jeg på virksomheder eller teams, der arbejder med [konkret område].
Det behøver ikke lyde stort eller sælgende. Det skal bare være konkret.
- Ville en tidligere kollega eller studiekammerat kunne læse min profil og forstå, hvilke muligheder de skal tænke mig ind i?
- Ville en chef i den branche, jeg sigter mod, kunne se, hvad jeg ville bidrage med?
Er svaret nej til ét af dem, skal profilen gøres tydeligere.
Ret 2-3 punkter under erfaring
Skriv ikke kun, hvad du var ansvarlig for. Skriv, hvad du gjorde, og hvad det bidrog til.
Gør det troværdigt med bevis: tal, periode, målgruppe, kampagne, metode, værktøj eller en konkret beslutning.
-
FørAnsvarlig for nyhedsbreve og SoMe.Bedre, med bevis
Planlagde og udsendte et 6-ugers nyhedsbrev i forbindelse med lanceringen af [tilbud/kampagne]. Målrettede indholdet til [målgruppe] og brugte klikdata fra de første udsendelser til at justere emner og call to action.
Resultat: Åbningsraten steg fra 32 til 41 procent, og 74 personer klikkede videre til tilmelding.
-
FørLavede analyser i studieprojekt.Bedre, med bevis
I et specialeprojekt analyserede jeg 12 kvalitative interviews med [målgruppe] og kodede svarene i tre temaer. Jeg omsatte analysen til 5 anbefalinger om brugerbehov og implementering.
Resultat: Anbefalingerne blev brugt som beslutningsgrundlag i den videre projektplan.
Det vigtigste er ikke, at du har store tal og resultater. Det vigtigste er, at andre kan se, hvordan du arbejder, og hvad du kan bidrage med.